Epilepsi og fritid
Det er vigtigt, at man ikke lader epilepsien begrænse sit liv. Det, der interesserer en, og som man bruger fritiden på, kan man og skal man kunne fortsætte med. Der er imidlertid af og til nogle undtagelser.
Hvis man ikke er helt anfaldsfri eller er i gang med at nedtrappe medicinen, er der situationer, hvor det er på sin plads med sund fornuft og forsigtighed. Har man haft kramper eller for eksempel korte fraværsanfald, bør man ikke bade eller svømme alene - men det gælder jo reelt for os alle – alle kan blive akut syge eller komme ud for en ulykke – og i vand kan konsekvenserne af selv et mildt anfald blive alvorlige. Det er også en god ide at tage brusebad i stedet for at bade i et badekar.
Svømmer man aktivt i en forening, er man jo ikke alene, men det er vigtigt, at lederne og kammeraterne ved, at man har epilepsi. At dyrke avanceret dykning er noget, man også fraråder ved epilepsi. Alligevel er der folk, som vælger at fortsætte. Man skal være informeret om risiciene, som sundhedspersonalet oplyser om, men man har altid selv ansvaret. Det samme gælder inden for ekstremsport, f.eks. bjergbestigning.
Skrevet i samarbejde med
Mona Olofsson
Epilepsikonsulent/sygeplejerske
Børne- og ungdomsklinikken, Medicinska kliniken Neuroteamet, Falun
Aktiv fritid = livskvalitet
Hvis man er barn og har epilepsi, er det vigtigt, at man er med til gymnastik og med på f.eks. fodbold- og ishockeyholdet. Det er vigtigt at få lov til at tage med på klasseture og lejre, sove hos kammerater lige som alle andre børn. Det er vigtigt, at lærere og idrætsledere er informeret og ved, hvad de skal gøre i tilfælde af et anfald. Man kan altså dyrke sport og være aktiv; at bevæge sig og have en god grundkondition er for det meste kun en fordel. Der er imidlertid også mennesker, som kan få anfald i forbindelse med fysisk aktivitet, men det er meget mere almindeligt, at anfaldene kommer, når man hviler og/eller er træt.
I perioder med flere anfald, det kan f.eks. være, når man påbegynder eller ændrer medicineringen, kan det være fornuftigt at undgå højder og at undgå at cykle eller køre knallert i trafikken. Dette er imidlertid normalt forbigående. Det er vigtigt, at man må det, man synes om, og som man er glad for. Så får man bedre livskvalitet, og det gælder både voksne og børn. At dyrke forskellige former for sport eller at ride eller danse, at beskæftige sig med computeren, der er noget for enhver smag. Man kan det allermeste.
Enkelte personer med epilepsi kan få anfald i forbindelse med kraftig lyseffekt, dvs. flimrende lys. Så kan man opleve, at diskotekslys er ubehageligt, og man har brug for en flimmerfri skærm ved computeren.
Tidligere troede man, at man skulle holde sig i ro ved epilepsi, og mange unødvendige restriktioner medførte en helt overdreven frygt. Nu tænker man mere på, at det er lige så vigtigt at have det godt som at slippe for anfald.
Apropos højder, kan I huske den tidligere aktive skihopper Jan Boklöv - han er et eksempel på, at man kan det, man vil – på trods af epilepsi!
Tip: Gør det, du gerne vil, og som du synes om, og brug din sunde fornuft, når det er nødvendigt!
Skrevet i samarbejde med
Mona Olofsson
Epilepsikonsulent/sygeplejerske
Børne- og ungdomsklinikken, Medicinska kliniken Neuroteamet, Falun
Siden opdateret: 2007-01-23










