Erhverv og fritid

Der er erhvervsmæssigt kun få begrænsninger, hvis man har epilepsi, f.eks. kan man ikke blive pilot, skibsofficer, lokomotivfører eller erhvervschauffør. Herudover vil det være en individuel vurdering af, hvilke job-muligheder, man har under hensyntagen til epilepsitype, anfaldsfrekvens og anfaldsudløsende faktorer. Dette bør bl.a. overvejes nøje, hvis man f.eks. ønsker ansættelse i militæret eller ved politiet. Er det vanskeligt at fungere i et fuldtidsjob, kan det være muligt at ansøge om flexjob med anbefaling fra neurologen. Dette skal foregå gennem hjemkommunen.

Ligeledes i forhold til fritidsaktiviteter anbefales det, at man ikke springer i faldskærm og er dybthavsdykker. Svømning og dykning på lavt vand bør ikke udføres alene, men sammen med en eller flere, som er orienteret om, at man har epilepsi. I svømmehal er det en god idé at informere livredderen om, at man har epilepsi. Generelt kan fysisk aktivitet og idræt dyrkes uden specielle hensyn, dog bør man være varsom ved elitepræstationer.

Skrevet i samarbejde med
Dorthe Møller Schmidt
Epilepsisygeplejerske
Epilepsiklinikken, Universitetshospitalet i Glostrup


Siden opdateret: 2007-01-23