Din livskvalitet forbedres, hvis du rører dig!

Yoga, Core eller Nia?

Du får det altid godt, hvis du træner, uanset om du har epilepsi eller ej. Vi vil derfor præsentere dig for nogle enkle træningsformer, der fokuserer på kroppen, sjælen og åndedrættet. Hvis du finder en træningsform, som passer lige præcis dig, kan du endda mindske risikoen for stress, træthed og uro, som er nogle af de ydre faktorer, der kan udløse et anfald.


Yoga

Yoga blev udviklet i Indien for flere tusinde år siden. Det er øvelser for krop, sjæl og hjerne. Opgaven går ud på at lære at beherske kroppen og ens eget jeg og dermed opnå bedre harmoni, balance og koordination. Der findes mange forskellige former for yoga, men de mest almindelige er kundalini og ashtanga, hvor den første er traditionel, rolig og stille, mens den anden er akrobatisk og meget mere fysisk.


Poweryoga

Poweryoga bygger på ashtangayoga og er en kraftfuld, anstrengende og fysisk yogaform, der sætter individet og individets forudsætninger i centrum. Målet er at opnå en stærk krop og en mere harmonisk sjæl; blive et afbalanceret og fokuseret menneske. Mange idrætsfolk dyrker poweryoga for at øge deres styrke og udholdenhed, men for nybegynderen kan denne form for træning føles hård. Fordelen er, at hvis man træner regelmæssigt, udvikler man sig hurtigt, og det varer ikke længe, før man kan se resultatet.


Qi Gong

Qi gong er en meget gammel del af traditionel kinesisk medicin. Træningsformen er lavintensiv og kombinerer kropsbevægelser og åndedræt med mental koncentration. Ukomplicerede bevægelser trænes igen og igen i slowmotion og bruges som redskab til at afbalancere livskraften - qi. En fordel ved Qi gong er, at den med sit rolige tempo og enkle koordinationsbevægelser passer til alle aldre.


Tai Chi

Tai chi var oprindeligt en kampsport, men dyrkes nu især på grund af den sundhedsmæssige virkning. Cirkelbevægelser udføres langsomt, graciøst og glidende samtidigt med, at de koordineres med åndedrættet. Du får bedre balance og lærer at slappe af både fysisk og psykisk. Tai chi er en træningsform, du kan udføre i en gruppe eller alene, ude eller inde. Den indeholder mange koordinationsøvelser, men da bevægelserne er rolige, er det relativt let at følge med.


Nia

Nia er en moderne træningsform, der blev udviklet i begyndelsen af 1980'erne. Her blandes dans, yoga, kampsport og åndedrætsøvelser. Det foregår alt sammen barfodet til musik, og du kan stort set selv udforme din træning. En træningstime begynder ofte stille med yoga og tai chi og går senere ind i en hurtigere fase med dans og kampsport for at afsluttes med roligere yoga og afslapning. Hvis du kan lide at danse, så er Nia afgjort en god træningsform for dig.


Core

Core er blevet udviklet inden for de seneste år og er blevet populær, fordi den bl.a. forebygger problemer med ryggen og hjælper dem, der gerne vil af med topmaven. Der fokuseres på at styrke kroppens kerne: musklerne i maven og ryggen, mellemgulvet og bækkenbunden. Resultatet er bedre holdning, balance og en sundere krop. Når først du har lært de enkle grundlæggende øvelser, kan du nemt træne Core derhjemme.


Siden opdateret: 2007-01-23